• Lerpyttervej 50, 7700 Thisted

Om Taekwondo

Om taekwondo

Taekwondo er en meget gammel koreansk kampsport hvor man både sparker og slår. Men udover at være en kampsport og selvforsvar er det også en livsstil. Man skal se og forstå stilen som en helhed. Det er ikke bare slag og spark ud i luften med det formål at slå nogen sønder-og-sammen. Det drejer sig også om selvkontrol, selvbeherskelse, koncentration og balance både fysisk psykisk, og ikke mindst handler det om motion.

Tae betyder fod eller spark.
Kwon betyder hånd eller slag.
Do betyder vejen eller måden man træner Taekwondo på.

Taekwondo er en individuel form for selvforsvar som tilgodeser det faktum at vi mennesker ikke er bygget ens. Igennem en målrettet grundtræning opbygges kroppens motorik, styrke og smidighed og på samme tid lærer man om de teknikker man instinktivt skal kunne bruge til at forsvare sig med i en eventuel overfaldssituation.

Dette giver en selvtillid og styrke, som man ikke bare kan bruge i træningssalen, men også udenfor i selskab med venner, arbejdskammerater mm. Det drejer sig om at kende sig selv og sine reaktioner i alle situationer, samt en viden om hvad man kan og ikke kan præstere.

Find mere information
Vil du vide mere om Taekwondo kan du også tage et smut forbi Dansk Taekwondo Forbunds webside, hvor du finder masser af nyttig information om forbundet, klubber, kurser og lignende.